FYSIKbasen.dk - Den danske database for pædagogiske undervisningsforsøg til fysiklærere
Forside Nyheder Forsøg Om siden Kontakt English
Gå en side tilbageUdskriv dette forsøgForetag ny søgning

rød pilOverførsel af lyd via laser

Forsøg nr.: 36
Formål: At demonstrere simpel signaloverførsel via lys.
Resume: Et lydsignal sendes via en laserstråle fra CD-afspiller til højttaler.
Nøgleord: Elektromagnetisk stråling, lys, lysledere, optik, højttaler, lyd, svingninger.

Beskrivelse:

Har man en laser, hvis lysstyrke kan varieres ud fra et eksternt signal, så kan man demonstrere lydoverførsel via lys.

En CD-afspiller (eller MP3 afspiller) forbindes til laserens modulationsindgang, således at laserlyset vil variere i takt til musikken.

Opstilling til at overføre musik via en laserstråle
Opstilling til at overføre musik via en laserstråle. Laserens lysstyrke skal kunne varieres ud fra et eksternt signal.

Laserstrålen sendes så over i en fotodetektor, hvis udgangssignal er proportionalt med den lysstyrke, der måles. Dette signal kan forstærkes op og sendes ind i en højttaler.

Et lydsignal sendes via en laserstråle
Et lydsignal sendes via en laserstråle. Lidt tåge fra tøris eller flydende kvælstof kan bruges til fremhæve laserstrålen.

I praksis vil CD-afspilleren altså lave lyden om til en vekselstrøm, der svinger i takt til musikken. Denne strøm laver laseren så om til en lysstråle, der blinker i takt til musikken. Dette laver fotodetektoren endeligt om til vekselstrøm, der kan høres i højttaleren.

Når forsøget udføres, skal man naturligvis prøve at afbryde lysstrålen med hånden. Straks hører musikken op. Da lyssignaler rent faktisk anvendes i praksis til at overføre blandt andet TV og telefonsamtaler, kan forsøget bruges som introduktion til lyslederen. Har man en lysleder, der passer til laseren, kan man overføre signalet via lysleder fra laser til fotodetektor.

Man kan også prøve at pege fotodetektoren op imod et tændt lysstofrør. Det gør det muligt at høre en 50 Hz brummen i højttaleren.

Spørgsmål og svar:

Hvorfor kan jeg ikke høre nogen lyd?

Undersøg først, om der kommer et signal ud til laseren. Dette kan gøres ved at erstatte laseren med en almindelig højttaler. Hvis signalet er der, så prøv at rette laseren ind mod fotodetektoren. Det er afgørende, at man rammer helt præcist. Undersøg nu, om der kommer et signal ud af fotodetektoren. Dette kan f.eks. gøre med et oscilloskop. Endelig skal du undersøge, om forstærkeren virker.

Udstyr og materialer:

grøn pil Højttaler
grøn pil Forstærker
grøn pil Discman
grøn pil Modulérbar laser
grøn pil Fotodetektor

PIRA DCS: 6B10.00 (Optik: Fotometri) Hvad er PIRA DCS?

Opdateret: 19.09.2005