FYSIKbasen.dk - Den danske database for pædagogiske undervisningsforsøg til fysiklærere
Forside Nyheder Forsøg Om siden Kontakt English
Gå en side tilbageUdskriv dette forsøgForetag ny søgning

rød pilKolliderende stålkugler

Forsøg nr.: 119
Formål: At demonstrere omsættelse af mekanisk energi til termisk energi.
Resume: To stålkugler stødes sammen med stor kraft. I mellem de to kugler er placeret et stykke papir. Efter kollisionen vil der være brændt et hul i papiret.
Nøgleord: Energi, energibevarelse, kollisioner, mekanik, termodynamik, varme.

Beskrivelse:

Når to tunge metalkugler stødes hårdt sammen, vil kuglernes kinetiske energi pludseligt blive omsat til termisk energi. Faktisk frigøres der så meget energi, at man kan brænde hul i et stykke papir.

To stålkugler kolliderer med et stykke papir imellem. Den kinetiske energi omsættes til varme, og der brændes et hul i papiret
To stålkugler kolliderer med et stykke papir imellem. Den kinetiske energi omsættes til varme, og der brændes et hul i papiret.

I praksis kan man bede en frivillig om at holde papiret, og så kan man slå kuglerne sammen omkring papiret. Slå bare metalkuglerne sammen mange gange, så der dannes en hel række af huller.

Det kan umiddelbart være svært at vurdere, om hullerne er blevet brændt ind i papiret, eller om stålkuglerne så at sige har mast eller skåret sig igennem papiret. Hvis man kigger nøje efter, vil man dog opdage, at kanterne på papiret er lettere svedne. Tydeligst er det dog, hvis man lugter til papiret. Her vil man bemærke en meget markant lugt af brændt papir.

Forsøget bør udføres af publikum selv. Man kan blot rundsende papir og stålkugler eller i det mindste rundsende papiret med huller. Er det et stort publikum, kan man med fordel lægge papiret på en overheadprojektor, så alle kan se, at der er lavet huller.

Udstyr og materialer:

grøn pil Papir
grøn pil Stålkugler

PIRA DCS: 4B60.00 (Termodynamik: Varme og termodynamikkens 1. lov) Hvad er PIRA DCS?

Opdateret: 03.03.2006